Kære Dagbog.
Dagen startede ud med, at alle skulle op og pakke alle deres ting. Det var ikke alle, der var lige friske efter gårsdagens strabadser, men alle hjalp godt til, da der skulle pakkes. Så gik turen ud til bussen, hvor vi skulle på turens længste bustur, nemlig 50 meter. Efter vores lange bustur ramte vi Rønnes Forsvarsmuseum. Her havde vi nogle meget engagerede frivillige eksperter, som kunne det meste af den bornholmske historie omkring 2. Verdenskrig. Vi så mange imponerende køretøjer, som var lavet til det bornholmske terræn. Efter alle de mange gode historier var det tid til at spille koncert. Vi har her i OSU spillet mange sjove steder, men vi har alligevel aldrig spillet i et gammelt krudthus før. Koncerten gik rigtig godt og var også turens sidste, desværre.
Derefter stod den på nedpakning af instrumenter, og så skulle vi ellers ud og spille på en meget imponerende minigolfbane og spise. Det var ikke hvilken som helst minigolfbane, den har nemlig været brugt til VM i minigolf. Men da bestyrelsen var for bange for at få for mange tæsk, valgte de at sige, at det tog for lang tid at spise, og aflyste desværre OSU’s ellers største minigolfturnering. De lovede dog, at vi nok skulle komme til at tæske dem på et tidspunkt, når vi kom til gode gamle Odense igen.
Efter en mega lækker frokost tog vi turen ud til bussen og kørte hen til færgen. På trods af frygt for, at færgen ville blive aflyst på grund af det blæsende vejr, gik turen helt som planlagt. På færgen blev der shoppet, og blæsten var ikke så slem som frygtet. Da vi kom til Sverige, tog vi bussen videre og stoppede først, da vi nåede Burger King. Der fik vi en mega lækker aftensmad, og mange fik også købt slik i spandevis. Især Henning købte masser af slik, og det er blevet udregnet, at han i alt på sommerturen har købt hele 6 kilo slik – hvilket svarer til lidt over 1 kilo hver dag. Nu sidder vi i bussen omkring København og er dermed snart hjemme hos alle jer andre igen.
Det sidste og bedste dagbogshold bestående af de 4 s’er:
Svea Slikmund, Stjernen Stella, Seje Sara & Saerdna (Andreas)