Dagbog d. 7.+8. juli 2025

Hej hjemme i DK!

Dagen startede lettere kaotisk ud på Ejerslykkeskolen, da både en stor kran og en lastbil holdt i indkørslen til skolen. Der var panik hos elevrådet og bestyrelsen, for hvordan skulle bussen nu komme derind, så vi alle kunne komme af sted mod Italien?
Heldigvis for os forsvandt lastbilen, så kunne vores seje start-chauffør på imponerende vis bakke bus MED trailer ind i skolegården.
Så startede pakningen, og hurtigt kunne vi vinke farvel til jer i DK og fortsætte vejen mod varmere himmelstrøg. Vi gjorde et kort stop i Rødekro for toilet besøg og chaufførskifte. På det korte stop ville flere købe op på proviant, heriblandt Rasmus Jeppesen, som i alt sin hast inden afgang nåede at inhalere 4 store frikadeller fra den nærliggende tank.
Så gik turen videre og med gode gamle Svend-E og vores nye stensikre chauffør-kammerat Alexander (med to heste) bag rattet.
Turen gik stærkt derudaf …. Liiiiige indtil vi ramte Hamborg, og så holdt vi stille. Køtiden blev udnyttet til fulde, da Lea, Svea og Laura overfaldt med alt deres kraft bagerste række aka Christian Øst og Rasmus Jeppesen. Begge parter fik deres sag for, da der både bestiges en højtaler og flettes hår (hvilket ikke – pænt sagt – gik så godt). Trafikkaosset som alle har talt om i DK var ikke overstået efter weekenden. Efter ca. 1,5 time med langsom kørsel gennem Hamborg kom vi endelig igennem og turen fortsætte i højt tempo. Og som Svend-E beretter “med to fine blinkende gruppebilleder” til samlingen. Ventetiden i bussen blev herefter brugt på at synge hjemmeskrevet “sommerturs-fest-sange”, lege ko-leg og et indslag, hvor instrumenterne forblev i traileren og i stedet skulle 2 numre fint synges, mens Magnus dirigerede.
Grundet køen i Hamborg var der ikke tid til for mange stop, hvorfor frokosten blev til aftensmad – en såkaldt aftenkost. Efter indtagelse af de velkendte makrelmadder og Fåborg Leverpostej gik turen derudaf igen. På sidste stop for dagen blev der inviteret hindbærsnitter, et toilet besøg og en lun tandbørstning – alt dette på kun 20 minutter, da vi skulle indhente den forsømte tid.
Efter en god film – GREASE – faldt alle stille og roligt til ro (snork, snork).

TIRSDAG!
Efter en lang nat i bussen med bøjede nakker, ødelagte rygge og køresyge blev vi vækket med en visken om fødselsdag. For vi havde nemlig en fødselar, vores kære Aya, og hun skulle selvfølgelig fejres på bedste OSU-maner med flag og sang.
Endelig får vi af vide, at campingpladsen var lige om hjørnet til stor lettelse for alle. For uret sagde nemlig, at buschaufførerne kun havde kort tid tilbage til at køre i, inden bussen skulle holde stille de næste 9 timer. Men puuuha, vi nåede det. Og herfra indtog OSU campingpladsen. Efter en hurtig gang morgenmad (og en velfortjent kop kaffe!) blev alle liggestole ved poolen besat af de gode danske blege kroppe, og de næste par timer stod på badning og solcremesmøring. Ikke alle var dog til at redde *host host” Sara Villadsen og Christian Øst.

Under indcheckning i hytter og udpakning til koncert skuede vi i horisonten et par meget sorte store skyer. Blæsten kom og tog både tørrestativer og uniform med sig! Okay lettere dramatisk, men uniformerne blev reddet i læ i hytte nr. 1. Samtidig stod alle vores instrumenter på en indrettet scene ved poolområdet, og dette blev et rent vandbad, da regnen senere stod ind på scenen, så slagtøjet efterfølgende måtte ud i solen og tørre.

Til aftensmad fik vi lækre italienske pizzaer og pasta carbonara på pladsens lokale restaurant. Mens vi nød maden kunne vi se godt frem mod en storslået (læs: lang og hård) 45 minutters marchtur og en efterfølgende koncert på campingpladsen.
Nu er marchturen og en fantastisk første koncert veloverstået, og de mindste er sendt i seng. Så vi ser alle frem til en god nats søvn i en ordentlig seng inden vækkeuret ringer i morgen kl. 07.30.

Vi hilser fra det dejlige Gardasøen!

Bye GUUUYS!! Fra det lowkey bedste dagbogshold: Hurtige Christian J, Silent-Silas, Solbrændte Svea, Labre Laura, stadig hvide Astrid, den italiensk prøvende Pernille D.

PS: Husk standarden er lagt, nu har I andre noget at leve op til.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top